mandag den 14. oktober 2013

Den videnskabelige kolonihavebestyrelse på havevandring

Samfundsengagement er ikke længere en spidskompetence for akademikere. 

Specialiseringen indenfor alle fag trækker forskeres fokus væk fra samfundsperspektiverne på deres forskningsområde – deres videnskabelige radar fokuseres på ét felt, mens deres tværfaglige båndbredde indsnævres.

Når der opstilles hypoteser og modeller, er det begrænset, hvor mange faktorer, der inddrages fra andre fagområder. Den efterhånden totale afhængighed af eksterne forskningsmidler forstærker den kognitive og videnskabelige forsimpling.

Der skal arbejdes og tænkes i højt specialiserede miljøer, i store forskningsenheder og gennem omfattende forskningsnetværk, hvor det primære mål glider væk fra de gode forskningsspørgsmål til, hvem der er bedst til at udfærdige en protokol, der indeholder flest buzzwords. Så snart bevillingen er i hus, starter forskningslederne den næste store ansøgningsproces, mens de 12 nyansatte ph.d studerende arbejder med hver deres lille område uden at ane konturerne af den større sammenhæng.

De store forskningsfonde er mere interesserede i deres egne særinteresser, som på samme måde kan være klinisk rensede for almene samfundsmæssige behov og mere grundlæggende samfundsanalyser.


Det kaldes strategisk forskning, men hvad strategien bygger på, og hvor den opstår, er ikke transparent.

Forskningsspørgsmål skal opfylde visse videnskabsetiske krav. Men mærkeligt nok er der ingen krav om, at forskningsfondes strategi skal have enten almen samfundsmæssig interesse, bygge på relevante hypoteser eller f.eks., forbedre lighed i sundhed.

Etik er den enkeltes ret, men hvad med samfundets ret? Hvem forsvarer den? Og hvem forsvarer den globale ret? Situationen er, at de, der i realiteten sidder for bordenden og tager forskningsstrategiske beslutninger, ikke nødvendigvis tjener almene samfundsmæssige interesser, eller promoverer lighedsprincipper.

Forskere lever af to ting, som vi gerne vil tro kommer i en bestemt rækkefølge: 1) Den gode idé og 2) Finansiering af den gode idé. Problemet er at som forskningsfinansieringen er skruet sammen i dag, så tænker forskeren omvendt: 1) Hvilken slags god ide vil de have, dem der kan finansiere en evt. god ide? 2) OK, så er dét min gode idé.

Der er ikke nogen grund til at tro, at forskningsrådenes medlemmer har overblik over bredere samfundsmæssige sammenhænge og konsekvenser på et givet forskningsfelt. Der er derfor heller ikke grund til, at tro, at de spørgsmål, fondene ønsker besvaret, og de kriterier de opstiller for besvarelsen, har en videnskabelig gyldighed eller nødvendighed.


Der er specielt ikke grund til at antage, at forskningsfondenes krav til en forskningsansøgning inddrager alle relevante (samfundsmæssige) faktorer – tværtimod er tendensen, at med den stigende faglige specialisering, så udelades den beskidte virkelighed til fordel for en klinisk laboratorievirkelighed, hvor der kan stilles præcise spørgsmål, hvor metoden er ligetil, og det er nemt for forskningsfonden at forudse og bedømme resultatet. 

Uanset at forskeren måtte have en bredere forståelse af sit forskningsspørgsmål, så er vedkommende nødt til at tilpasse sig den sterile tankegang for at blive tildelt forskningsmidler.

Forskningsfondene lukker sig hermetisk omkring forskningsmiljøerne og afskærer dem fra at tænke videnskabeligt: dvs. sætte spørgsmålstegn ved de grundlæggende hypoteser, vende teorier på hovedet og udfordre alt det, vi tror på.

Forskningsfonde opfører sig ligesom en nidkær bestyrelse i en haveforening, der sørger for, at alle haver er ens, hækkene er lige høje, der er ingen ukrudt, mærkelige planter er forbudt og enhver der udfordrer bestyrelsen fryses ud af fællesskabet og må forlade haven.

Forskning er kommet til at handle om at gætte dagens kodeord og beskæftiger sig kun med spørgsmål, der kan besvares entydigt. Samfundsrelevante problemstillinger er komplekse, ømtålelige og plaget af donorernes berøringsangst. De samfundsmæssige forskningsspørgsmål mister deres videnskabelige uskyld, når de udsættes for forskningsrådsmedlemmers ugennemsigtige beslutningsprocesser, hvor videnskab blandes med moral, politisk korrekthed og en selvbestaltet konservativ holdning til nye eller komplekse hypoteser.

Natur- og sundhedsvidenskabelige forskere har forladt de intellektuelles rækker. Enten skubbet ud eller som frivilligt eksil.


Som superekspert på et højt specialiseret område kan man ikke have en mening om ikke-biologiske mellem menneskelige forhold. Som ekspert opdrages man til kun at udtale sig om sit eget lille felt og ellers blande sig udenom. Forskere er bange for at komme til at blande faktorer ind i deres forskning, som de ikke har nok viden om eller erfaring med, og helt galt går det, når grænsen skal drages mellem politik, videnskab og faglighed. Så er det bedst at blive ved sin læst og ikke få brændt de videnskabelige naller på en sag, man alligevel taber ansigt på.

Politikere har den anden afgørende rolle i denne uheldige og meget lidt innovative proces. Politikere er ikke sene til at slå forskere over fingrene, når de forsøger sig med en mening om samfundsmæssige konsekvenser af deres forskning.


Nogle politikere er trætte af eksperter i medierne og vil have lov at bestemme, hvornår en ekspert er ekspert: Mange af de eksperter, der jævnligt optræder i medierne, bruger deres ekspertkasket til at fremme bestemte politiske holdninger. Og ofte har eksperterne slet ikke forsket i det, som medierne lader dem udtale sig om, mener de, og så kan de ikke udtale sig, er holdningen i politiske kredse.

Ved årtusindskiftet skrev to førende videnskabspolitiske forskere i tidsskriftet Science en artikel med titlen Science moves to center stage. De argumenterede, at der er behov for at finde interaktive metoder, så beslutningstagere kan deltage aktivt i videnskabelige sammenhænge. De påpegede et behov for en debat om, i hvilket omfang regeringer og parlamenter skulle opsøge og inddrage viden i politiske beslutninger. Det er 13 år siden, og intet er sket.


Den ældste komite i det britiske parlament er faktisk en komite (Parlamentary & Scientific Committee), der har som formål at engagere parlamentarikere i videnskabelig debat, men komiteen har ingen bekymringer over sin manglende succes. Der er nu planer om at give de britiske parlamentarikere et kursus i videnskabsteori og forståelse.

Der er brug for, at dansk forskningsetik hæver sig over det individuelle og det specielle til et mere tværfagligt og samfundsnyttigt perspektiv.


Den aktuelle forskningspolitik er selvopfyldende og tvinger forskere til at føre beviser i lukkede rum uden indtryk fra andre fagområder eller fra samfundet. Det kræver, at politikerne blander sig mere kompetent i den forskningsmæssige dagsorden, og at der aktivt investeres i forskningsmiljøer, der tager fat på de samfundsmæssige udfordringer med et tværfagligt sigte eller de forskergrupper, der direkte udfordrer de gængse hypoteser.

Det kræver også, at en del forskningsmidler øremærkes til forskning, der ud over en videnskabsetisk vurdering også kan stå for en samfundsmæssig etisk vurdering. Kun derigennem får vi et samfundsengageret og samfundsnyttigt forskermiljø, der er transparent, pengene værd og bringer os videre.

Kolonihaveforeningens bestyrelse må så lære at leve med ukrudt, eksotiske planter og at hækken ikke nødvendigvis behøves at være 1 m og 63 cm inden Skt. Hans.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar