Evidens er blot et redskab til at overbevise andre
mennesker, om at du som forsker har ret . Det har intet at gøre med
innovation, originalitet eller videnskabelige milepæle.
Et nyt computersoftware
er for øjeblikket ved at blive udviklet, som kan producere Cochrane reviews
automatisk – så meget for evidens: det er kun en måde at organisere og
præsentere resultater på. Softwaren kan gøre det på under 10 sekunder, mens det
tager en forskergruppe 1,5 år at lave et review.
Det er et grundlæggende problem, at vi ikke har gjort os
klart, at der er to lag i forskning: et beskidt, uforudsigeligt lag hvor ideerne
kommer fra, og så et pænt og ordentligt evidenslag, der forsøger at skille skidt
fra snot i de mange ideer, der kommer fra det beskidte lag.
Mange vil slet ikke
kendes ved det beskidte lag, især ikke forskningsfonde og videnskabelige
tidsskriftredaktører.Men det er en stor fejl og medfører ofte, at de store
kvantespring i erkendelse, der ryster og flytter vore grundlæggende hypoteser,
forsinkes eller aldrig får gennemslagskraft.
Problemet er, at den forskning, vi
hylder og finansierer i praksis, ikke bringer os ret meget videre. Den måde,
evidens produceres på i dag, kan en robot gøre både bedre, mere sikkert og hurtigere: det handler om rutiner, stramme metoder, Randomiserede Kontrollerede Trials
(RCT) og om retningslinjer for god
klinisk praksis (GCP ).
Vi har glemt, at den reelle forskning; den, der leverer
brændstof til evidensmotoren, skabes uden for laboratoriet, langt væk fra stram
forskningsmetodologi, RCT, GCP etc. Forskning, der skaber nye veje, nye
hypoteser og nye modsætninger er uforudsigelig og u-planlagt. Den opstår, når vi snubler over
”forkerte” resultater, uventede observationer, når vi observerer mærkelige
mønstre, og når vi stiller de rigtige spørgsmål: når nu mit resultat er mærkeligt,
hvad betyder det så for min teori?
Så måske skulle vi aktivt beskytte og nære
de forskningsmiljøer, der producerer de resultater, som evidensforskningen
lever af. Uden nysgerrighed, intet grundlag for evidens.
Et andet grundlæggende problem i diskussionen af evidens er,
at der er en grundlæggende misforståelse af, hvad der skaber god videnskab, og
hvordan det bliver til evidens.
Et hyppigt gengivet citat af uvis oprindelse,
er: "anekdoter i flertal er ikke evidens", men i virkeligheden viser
det sig, at det oprindelige citat faktisk var det stik modsatte: "anekdote
i flertal er fakta".
Enhver videnskabelig opdagelse starter med en
anekdote og så endnu en anekdote, og pludselig aner en forsker et mærkeligt
mønster, mens han diskuterer anekdoterne på en café med den ven, der pudsigt nok
kommer i tanke om en tredje anekdote. Og så har forskeren ideen til sit
forskningsspørgsmål.
Desværre er det ikke en del af forskningsprocessen, der
tiltrækker Nobelpriser eller grundforskningsmidler.
At det også handler om
personlighed og stædighed vidner f.eks. historien om DNA strukturen om: Den
første, der opdagede DNA dobbelt helix strukturen, fik aldrig æren for det, fordi
han var en isoleret og lidt usympatisk type, der nødigt delte sin viden med andre, og som havde svært
ved den megen modstand. De, der fik æren senere, var sympatiske og inkluderende
og lidt stædige trods modstand i starten.
GCP og RCT studier synes at være ved at
vinde finansieringsslaget over anekdoter. Vi tillader videnskabelige
tidsskrifter og finansieringsorganer at vælge, hvad forskning er, og hvad
det ikke er: hvis du finder noget, du ikke har planlagt, er det ikke er
forskning.
Jamen hvorfor så lave forskning hvis det kun handler om at vise det,
vi i forvejen ved?
Hvis du finder noget , der mangler en biologisk forklaring,
er det ikke forskning. Jamen, hvad nu hvis den biologi, vi kender er
mangelfuld…..eller helt forkert på nogle punkter. Er det så et legitimt argument,
at et fund ikke er biologisk plausibelt?
Er det ikke en destruktiv
videnskabelig holdning at insistere på, at det trods alt stadig begrænsede,
indblik vi har i biologien, udgør det plausible, og alle fund, der modsiger eller
ryster ved det, er utroværdige?
Hvem er det egentlig, man gør en tjeneste ved at
fastholde, at der er en absolut sandhed om biologien, og at nye fund kun kan
vurderes på denne skala? Tænk, hvis man på et konservativt biologisk grundlag
afviser forskning, der f.eks. viser tegn på et hidtil ukendt immunologisk
system, der måske kunne danne basis for nye måder at styrke immunsystemet på, eller
som kan forklare og behandle de sygdomme, der formentlig har en inflammatorisk
årsag eller komponent (senest nævnt i forbindelse med f.eks. Alzheimers sygdom).
Forskere har en tendens til at tænke, at deres
job er afsluttet, når de har offentliggjort deres evidens i et papir. Evidens
er den letteste del af forskning - at sælge din evidens er din rigtige opgave -
forskerne er nødt til at indse det.
Forskere producerer for meget medievenlig rutineevidens og
for lidt uventet viden.
I et systematisk review med titlen "Is everything we eat associated with cancer?" har
man set på alle undersøgelser vedrørende fødevareingrediensers association med
kræftrisiko. Reviewet kunne konstatere, at over 75% af ingredienserne havde
været relateret til enten øget eller nedsat risiko for kræft. Størstedelen af
undersøgelserne var faktisk metodologisk svage og ufyldestgørende og dermed
ubrugelige.
Vi har trængt os selv op i en krog med stadig mere snæversynede
forskningsspørgsmål, og man kan spørge sig selv, om forskere ikke er i et ekkorum,
hvor vi gentager hinandens mantraer og laver den forskning, vi kan få
finansieret, i stedet for at stille de nødvendige forskningsspørgsmål.
En af de ting, vi har lært om de globale epidemier i de
seneste tre årtier, er, at det er helt afgørende, at man kender sin epidemi –
det betyder: hvilke kræfter styrer epidemien?
Det lærte vi på den hårde måde gennem HIV, fugleinfluenza og SARS.
Vi
står nu i øjeblikket over for en helt ny og mærkelig epidemi – en epidemi af
fravær - nemlig fraværet af stærk ny viden og evidens fra den offentlige debat
og især fra politiske beslutninger.
Det er emnet for det kommende blog indlæg: Evidens 2: Den tredje
kultur.
"Mange vil slet ikke kendes ved det beskidte lag, især ikke forskningsfonde og videnskabelige tidsskriftredaktører"...
SvarSletIntet kunne være mere rigtigt. Forskningsfonde vil bare promovere sig på tilsyneladende godgørende forskning, som giver dem selv goodwill, og videnskabelige tidsskriftsredaktører censurer al viden fra, som ikke passer med deres sponsores behov...
Næsten al forskning i DK er styret af kapitalinteresser, hvilket giver forvredne resultater. Blot et eksempel:
TrygFonden støtter Forskningsklinikken for funktionelle lidelser massivt. Funktionelle lidelser er en alt overvejende psykisk diagnose, som kronikere og langtidssyge får på Forskningsklinikken.
TrygForsikring tjener på, at folk får den psykiatriske diagnose: funktionelle lidelser, for så kan de ikke få sygeforsikringer eller skadeserstatninger udbetalt, for de gives kun sjældent til psykiske lidelser.