Politikeres mavefornemmelse og deres konsekvenser II

I mit første indlæg her på bloggen kom jeg med en række eksempler på, at danske politikere tilsyneladende lader deres politik diktere af mavefornemmelser.  Det  påvirker også os forskere og andre eksperter.

Desværre kan mavefornemmelser ikke huske – der er intet rationelt over mavefornemmelser.

Det måtte tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg sande, da hun først udtalte ”Jamen, nu skal vi jo huske, at der trods alt også skal være plads til mennesker i systemet” (Om sygedagpenge-personsag, 26.4.2010, DR Tv-avisen kl. 18.40). Mens hun senere sagde: ”Jamen loven blev lavet for at beskytte borgeren mod systemet” (Om kontanthjælp til sygemeldte, DR Kontant, d. 15.2.11 kl. 21.48). 

Det lyder jo som lejlighedsargumenter og hjemmelogik fra mavefornemmelsesregionen, fordi kernen i sagen er for kompliceret.

Vincent Hendricks (filosofiprofessor, tidligere RUC) kan måske hjælpe hende med at forstå, hvordan hun kan have så modstridende fornemmelser på én gang: ”….måske fordi informationsstrømmen er så stor, at vi intellektuelt er blevet halvdovne. Vi gider ikke blive klogere…..”?, som han har sagt.

Og hvis vi som forskere forlanger, at politikerne bliver klogere og mindre intellektuelt dovne, er svaret, at vi ikke skal have mere ekspertitis (Ekspertitis kan kureres) i den offentlige debat.

Professorer har skjulte dagsordner og argumenterer med følelser (!), mener politikerne, og som en politiker skrev i flere enslydende læserbreve og indlæg: ”…..  hvis man kun kan få en ph.d.-studerende til at sige det, man ønsker, omdøbes vedkommende blot til ekspert!” (Eksperter er et demokratisk problem).

Nu skal man så oven i købet, udover at skulle melde sig ind i et parti for at få lov til at diskutere med politikerne, også være mere end PhD for at kunne anvendes som ekspert i den offentlige politiske debat. 

Det er godt nok en hård loge at blive optaget i.

Resultatet blev, at eksperterne indførte radiotavshed i en sådan grad, at politikerne begyndte at kede sig med deres mavefornemmelser, og videnskabsministeren måtte offentligt bede forskerne om, pleaseplease, at sige noget igen (Forskere bland Jer).

Det minder om den senegalesiske forfatter Aminata Sow Fall’s historie om tiggerstrejken (La grève des battu), hvor bureaukraterne i en fiktiv vestafrikansk stat mener, at de mange tiggere i hovedstaden skræmmer turisterne væk, hvorfor tiggerne deporteres ud af byen.

Imidlertid giver det de resterende beboere i byen et problem, fordi det er vigtigt for egen lykke og liv efter døden, at man løbende har mulighed for at give penge til de fattige. Stærke krav fra bureaukraterne, som ser deres lykke svinde uden tiggerne, gør, at byens borgmester må trygle tiggerne om at vende tilbage.

Ord og taler hjælper ikke, så det ender med at byens borgmester, stærkt ydmyget, må give efter for tiggernes krav: de kræver, og bliver hentet, i store limousiner og får en stor middag som betaling for at vende tilbage til byen. 

Min mavefornemmelse siger mig, at jeg aldrig bliver hentet i en limousine til en tre rettes menu med en politiker.